9. Juni 2003

3-0 over Boreas

Smølferne kørte en sikker 3-0 sejr hjem over Boreas, men det var ikke det kønneste spil der blev disket op med.
I målet stod 2-Meter, men han havde i første halvleg ikke det helt store at lave. Det betød dog ikke at det var smølferne der sad på det hele. I starten fik Boreas således alt for meget plads at spille rundt på, uden at der blev grebet ind. Det blev dog bedre som halvlegen skred frem og der var et par friløbere mod Boreas mål inden det lykkedes at få scoret.
En aflevering fra Vork endte hos Dif, der tog 3-4 træk over for forsvaret for at komme til skud med sit højreben, og det var da også fornuftigt, da han efterfølgende kunne sætte bolden ind bag Boreas målmand (der efter sigende var grønlandsk landsholdsmålmand?).
Vork havde lidt senere en chance for at øge føringen, men han brændte skuddet, hvor han måske burde have spillet ind til et par frie smølfer på midten. Det skete dog efter en lille halv time, men nu var det Stoffer der var på vej mod målet og efter at have driblet helt tæt ind, kunne han aflevere til en hel blank Toft der satte bolden ind til 2-0 føring.
Anden halvleg var lige ved at starte yderst kedeligt for smølferne, da der straks var fare på færde foran målet. 2-Meter viste dog at gode egenskaber som sprællemand, og ind kom bolden ikke.
Efter at faren var drevet over viste smølferne at det ikke var deres allerbedste dag. Der opstod et utal af kontra-muligheder (og offsides), men næsten hver gang løb det ud i sandet efter for lange træk, dårlige afleveringer og de enkelte gange det blev til et skud var det ikke specielt farligt. Lige med undtagelse af en enkelt gang hvor Vork fandt en fri Toft, der elegant tæmmede bolden og puttede den forbi målmanden til 3-0.
I den anden ende var Boreas farlige enkelte gange, men 2-Meter holdt buret rent til slut og er nu kun 4 kampe fra at få lov til at spille angriber.

Kampfakta: Boreas - AC Smølf

Sommer-afslutningsfesten er desuden blevet fastsat til den 28. Juni. Det kommer formentlig til at foregå i/uden for Rundhøjkollegiets bar.

Snefens