14. September 2003

Rent mål, trods skidt spil

En lækker søndag eftermiddag endte med en 5-0 sejr over IHF, på trods af at smølfernes spil var helt skandaløst. Allerede i omklædningsrummet inden kampen kunne man lure at det ikke var et hold hvor alle spillere var lige friske og klar til kamp. Målmanden meldte endda afbud (pga tømmermænd), så Blok trak i trøjen.
Forsvar var ikke noget nogen af holdene synes at vægte så højt, så det var en kamp der startede i højt tempo med spil der skiftede hurtigt fra det ene mål til det andet. IHF havde det første spark, men det var et forkølet forsøg, og I stedet kunne højgaard spurte alene fra det meget sløve forsvar efter aflevering fra Dejbjerg. Skuddet blev dog i første omgang pareret, men den hoppede tilbage til ham, og han kunne heade den over målmanden og i mål til 1-0. Højgaard misbrugte i løbet af de næste minutter to store chancer, og istedet tog Vork over og scorede efter indlæg fra Jeppe.
I den anden ende brændte det også på til tider. Tættest var IHF da et skud fra en af deres spillere, der fik alt for meget plads, ramte overliggeren og hoppede ned på linien (visse kilder så den endda over!). Generelt fik IHF alt for meget plads til at fedte rundt med bolden ved feltet. Det skal så siges at det sjældent førte til farlige forsøg.
Vork kunne i den anden ende så øge føringen til 3-0, efter forarbejde af det skidt spillende IHF forsvar. Mere blev det ikke rigtig til for smølferne i den halvleg og opspillet fra egen banehalvdel endte med flere og flere fejlafleveringer, så presset for det meste lå lige uden for feltet.
Det forsatte efter pausen og tog endda til. Der skulle således gå adskillige minutter af halvlegen før der kom et ordentlig opspil fra smølferne, der ikke endte i en fejlaflvering eller boldtab før midten. IHF var dog overraskende ineffektive foran mål, og de kom ikke rigtig til mange chancer, og dem der kom var enten ikke inden for mål, eller også var de for svage.
Da presset så var på noget af sit højeste øgede smølferne så til 4-0. En af de sjældne gange et angreb blev stablet på benene, lykkedes det Jan fra højre fløj at komme til baglinien og sende bolden ind foran mål. Den endte hos Dif ved bagerste stolpe der driblede ind midt for mål og hamrede den ind fra få meter.
Efter yderligere en håndfuld chancer og svage afslutninger af IHF blev det så til 5-0. Højgaard spillede frem til Stefan O. der trak bag om den sidste forsvarsspiller og til trods for at den nu lå til venstrebenet, overraskede han alle (inklusive sig selv) ved at lobbe bolden over målmanden med højrebenet til 5-0.
På trods af smølfeforsvarets havde været yderst gavmilde gennem det meste af kampen, mente Jeppe at det åbenbart ikke var nok. Han tog den i hvertfald klokkeklart med hånden i feltet og gav IHF chancen for et trøstemål, men straffesparket blev yderst slattent, og blev nemt samlet op af Blok, og derefter kom der ikke flere scoringer.

Kampfakta: IHF/Aarhus 3 - AC Smølf

Snefens