19. Maj 2007

Lørdag eftermiddag var der igen kamp for smølferne og trods det atypiske tidspunkt mødte vi friske op, og moralen var høj. Vejrforholdende for rimelige - dog blæste der en hård vind på langs af banen, som især i anden halvleg kom til at spille væsentligt ind. Modstanderen var Skovbakken - et hold som vi havde blandede erfaringer med fra tidligere opgør. De var - og er stadig, skulle det vise sig - et hold der er godt sammenspillet, med et stærkt angreb og et elendigt forsvar. Nærmest lidt omvendt af AC smølf!

Vi startede med vinden i ryggen, men på trods af det, var det ikke meget organiseret spil der blev præsteret i de første 15 min af kampen. Smølferne virkede noget ukoncentreret og havde svært ved at hold fast i deres markeringer overalt på banen, og kun fremragende målmandsspil af Krelle forhindrede at smølferne kom bagud tidligt i kampen. Efterhånden kom der dog mere gang i sagerne og efter 21 min, kom Stoffer fri af de langsomme forsvarer, og sendte sikkert bolden i nettet med venstreskøjten!!!. Det gav smølferne yderligere blod på tanden, og spilfordelingen på banen blev mere jævnt fordelt, men det lykkes dog ikke at få scoret mere i første halvleg. Til gengæld sørgede Martin for at holde begivenhederne i gang, ved at slå en modstander ned, og efterfølgende inkassere det røde kort.

Det gav udsigt til en hård anden halvleg, med kun 10 mand og modvind, og det viste sig da også hurtigt, at det for en stor del af halvlegen blev spil til ét mål - og det var ikke Skovbakkens. Men alle smølferne (undtagen Martin selvfølgelig) viste en fighter ånd og vilje til sejr, som resulterede i at Toft efter et kvarters spil, sikkert kunne bringe smølferne på 2-0. Et stor spillende forsvar og målmand sørgede for at holde nullet trods store chancer til skovbakken, men det lykkes ikke smølferne at lukke kampen trods store chancer. 9 minutter før tid fik Skovbakken endelig scoret, og man kunne ane en udligning, og total nedtur i horisonten. Men endnu engang viste smølferne usædvanlig høj moral, bevarede troen på sejren og kæmpede videre. Og trods at smølferne de sidste par minutter blev reduceret til 9 mand - fordi Toft kastede et indkast i ryggen af en modstander - fik Skovbakken ikke flere mål og triumfen var en kendsgerning.

GODT GÅET DRENGE.

Krelle

Kampfakta: Skovbakken IK - AC Smølf