20. September 2007

Gedved IF-Ac S.m.ø.l.f

Torsdag den 20. september stod slaget mellem Ac S.m.ø.l.f og Gedved IF. Smølferne var kommet et godt stykke ud på landet i deres stræben efter en oprykning til serie 4, men dette skulle vise sig ikke at have nogen effekt på smølfernes vinderstime.
Det skulle også være den anden kamp i træk, at smølferne afprøvede deres nye effektive våben, nemlig en dristig 3-5-2 opstilling. Denne opstilling blev først introduceret i kampen mod Odder, hvor Smølferne vandt 2-1, og trænersmølfen Stoffer havde besluttet at prøve denne formation igen for at se om det kunne føre til endnu en sejr. Det var således med en stærk forsvars kæde bestående af 2-meter, Vork og Specialen, en løbestærk midtbane og et usædvanlig giftigt angreb, at smølferne tog sig af opgaven der bestod af at jorde Gedved.
Smølferne startede da også som lyn og torden og allerede efter 4 minuter scorede Højgård det første af hvad der skulle blive mange mål. Dette mål var som en kæmpe forløsning for smølferne, som dominerede hele første halvleg, og det var som om at spillet herefter bare flød, afleveringerne sad direkte i føderne, anden boldene blev vundet, taklingerne var perfekt timet og skarpheden foran mål var nærmest skræmmende. Således kunne 2-meter øge til 2-0 allerede 8 minutter efter det første mål, efter Martin V. fikst lod et indlæg fra Mark, som gang på gang drev gæk med Gedveds venstreback, passere til den totalt frie 2-metersmølf. Efter målet til 2-0 var det som om smølferne blev for skråsikre på sejren og ud af ingenting kunne Gedveds forward pludselig skyde bolden i nettet. Det var, på trods af smølfedominans, også Gedved der havde den næste store chance, da et skud ramte overlæggeren og dumpede ned for fødderne af en blank Gedvedspiller, som bare skulle prikke bolden i mål. På mirakuløst vis formåede denne spiller dog at skyde forbi målet, og tilmed skade sig selv. Men som sagt kontrollerede smølferne stadig kampen og Martin V. kunne fortjent bringe det stolte udehold på 3-1 efter en dyb stikning fra Elkjær. Gotfred kunne tilmed øge forspringet til hjemmeholdet med et elegant, og meget utraditionelt smølfsk, lob over modstandernes målmand.

Halvleg!

Det var som om smølferne havde mistet lidt af pusten efter pausen, i hvert fald overtog Gedved styringen af kampen i anden halvleg. Det var dog stadig smølferne, der kunne bringe sig på 5-1 efter et kæmpe målmandsdrop. Igen var det Gotte, der var på pletten, og han virker efterhånden som en sikker vinder af dette års topscorerpokal.
Men i det 53. minut kunne Gedved reducere til 5-2 efter en noget uheldig tilbagelægning til 2-meter fra Mark, hvor de to parter havde misforstået hinanden.
Herfra blev kampen fuldstændig vendt, og det var nu Gedved, der sad på alt spillet. Der blev indledt et stærkt pres på smølfernes mål og udeholdets heroiske forsvar kom i sandhed på deres kamps prøve. Den ene bold efter den anden blev ekspederet væk, men lige meget hjalp det, da Gedved bare indledte et nyt angreb imod det hårdt prøvede smølfeforsvar. På trods af dette massive pres var det alligevel smølferne, der kunne score til 6-2. Denne gang var det Toft med sidste fod på bolden efter oplæg fra Stoffer. I de døende minutter af kampen formåede Gedved at få et trøstemål, så kampen endte 6-3.
Vurderingen fra denne ydmyge skribent er at denne kamp var en af smølfernes bedste. Der var god fight, god boldforståelse og en masse mål. En fantastisk kamp af Smølferne!

/Christian

Kampfakta: Gedved IF - AC Smølf