18. Maj 2008

AC S.M.Ø.L.F vs. Harlev IK

Det var en flok optimistiske smølfer, der gik på banen i dag til kampen mod Harlev IK på hjemmebanefortet Rosenvangsskolen. Smølferne kom med en (i hvert fald i serie 4 sammenhæng) vaske ægte sejrsstime med 2 vundne kampe i træk og med en sejr i dagens kamp ville kampen om tabellens midterpladser være vundet. Smølferne kunne sågar sprænge bomben og booste sig helt op på en femteplads i puljen! Men med til historien hører dog, at den indeværende sejrsstime er blevet etableret i udebaneregi, og at hjemmeholdet i år på ingen måde har antydet, at Rosenvangsskolen skulle være et uindtageligt fort, med kedelige uafgjorte resultater mod både Vejlby og endnu værre en serie 5 bundprop i pokalen..... Lad mig allerede nu åbne for posen og afsløre, at hovmod som sagt står for fald. Vores "sejrsstime" og optimisme skulle vise sig at have negativ effekt på dagen. Her følger de triste facts:

At denne dag skulle ende som et sort kapitel i smølfebogen gav guderne små tegn på allerede inden dommeren havde fløjtet kampen igang. Dette fortjener vel nærmest en punktliste:

- Efter flere forgæves opkald til Specialen lykkedes det endelig at komme i gennem til manden. Han havde tilsyneladende glemt ALT om, at der i mailen stod klart og tydeligt, at mødetid var 10.45 og kampstart 11.30. Ikke nok med det, så havde han vist også været på damebesøg og ikke passet sin søvn. Ja, eftersom hele holdet jo er en stor flok bøsser, så var der enkelte, som mente, at han havde været på "mandetur", men dame- eller mandetur underordnet - der er en grund til, at de professionelle hold siger "ingen koner på hotellet aftenen før de store kampe". Det skal måske indføres i AC også, så folk kan forberede sig på de vigtige kampe :-)

- #32 var ude med et dårligt knæ, Elkjær måtte melde fra til kampen pga en ifølge smølferne ALT for lang influenza og et kvarter før kampstart begynder "G" gudhjælpemig også at nyse og snotte. Der var åbenbart tale om et spontant høfeberanfald, som gjorde manden ukampdygtig. Der blev dog sendt en reserve hjem efter narko til ham, og han gav sig for holdet og kæmpede sig igennem den første halve time, men blomsterne vandt over mennesket, og "G" måtte tage plads på bænken resten af kampen. Specialen var i mellemtiden heldigvis dukket op afløste ham på banen.

- Man skule tro, at guderne straffede vores spillere hårdt nok, men dommeren ville også være med. Med trusler om indberettelse til JBU om vores manglende evner til at strege linierne tydeligt op, meldte manden i sort sig ind i kampen før start....og han skulle senere vise sig at være alt andet end smølfeven i dag.

Således stod 11 mere eller mindre fattede blå klar til 90 minutters kamp mod både modstander, dommer og egne skader. Det første kvarter af kampen bølgede frem og tilbage. En Harlev spiller måtte se et fremragende langskudsforsøg prelle af på indersiden af smølfestolpen mens hjemmeholdets Vestergaard sendte et hovedstødsforsøg forbi mål efter et udmærket indlæg af 2-meter ude fra højrekanten. "Hovedstød"? vil den opmærksomme læser her sige til sig selv. Rygterne ude i de små Århusklubber fortæller da ellers, at Vestergaard efter sigende skulle have forsøgt at bringe sit højre ben op i en yderst optimistisk højde af 1 meter og 80 for på superliga vis at helflugte bolden i kassen. Hvordan bolden så tilfældigvis ramte ham i hovedet og blev til et hæderligt hovedstødsforsøg, må kun guderne igen have en fod med i. Der er ingen kommentar fra Vestergaard om episoden :-). Hele halvlegen var rent faktisk meget ligeligt fordelt på spil og chancer til begge hold - ikke fordi der var synderligt mange chancer til nogle af holdene, men ét mål fik tilskuerne dog at trøste sig ved.....desværre. Det var Harlev IK som bragte sig foran midtvejs i 1. halvleg efter en (ja, man fristes til at sige klassisk) fejlaflevering fra smølferne. AC havde netop brudt et Harlev angreb og var klar til at slå kontra fremad, da en aflevering fra Carlos ind mod Kenneth på midten af banen ikke var præcis nok og i stedet blev generobret af fjenden. Harlev fangede det fremadfokuserede og lidt uforberedte smølfeforsvar med en hurtig aflevering mod højrekanten af vores felt. Der blev efterfølgende sendt et velplaceret spark mod fjerneste stolpe udenfor Krelles rækkevidde. 0-1!

En ærgerlig udvikling af en ellers relativ chanceløs første halvleg. Hjemmeholdet gav dog ikke op og havde enkelte gode forsøg inden pausen. Efter endnu et løb fremad af 2-meter, denne gang i venstre siden, sendte undertegnede et "once in a lifetime" (ja, jeg fatter det stadig ikke :D) venstrebens indlæg ind i panden på Vestergaard. En nærmest identisk situation som den første - bare fra modsatte side af banen. Vestergaard vælger denne gang fornuftigt hovedet som primær target, vinder duellen over sin oppasser og sender et fornuftigt hovedstød afsted - desværre igen forbi rammen. Nogle ville nok mene, at han burde have ramt kassen på i hvert fald ét af de to forsøg, men ved nærmere eftertanke, så vil jeg nu vove at påstå, at det var ganske specielt at opleve Vestergaard have TO udmærkede hovedstødsforsøg i samme kamp, når både vi (og sikkert også han selv) vil mene, at hans stærke sider på en fodboldbane ligger fra underlivet og nedefter. Lød det lidt for klamt.....? Hehehe :D. Nå tilbage til selve fokus, kampen. Harlev havde endnu et farligt angreb inden te'en. Efter et målspark, hvor 2-meter rykkede op til midterlinien for at dække en af deres høje spillere, blev bolden sparket op i modsatte side og sendt videre ind på smølfernes banehalvdel. Pludselig var Vork katastrofalt efterladt alene mand tilbage med to Harlev spillere, og da han forventede en aflevering og derfor rykkede lidt mod højre, var der en ren og blank bowlingbane direkte mod mål for modstanderen. Til vores held havde han ikke fået slået handicapbanderne op, så med et fantomløb over 30-40 meter lykkedes det Stoffer at nå op på siden af manden og presse ham væk fra feltet og ud mod hjørneflaget. Katastrofen afværget! Godt defensivt midtbanearbejde. Sidst i halvlegen havde Kenneth to muligheder for at blive målscorer for anden kamp i træk - begge gange i udmærkede positioner lige uden for Harlevs felt. Det blev samlet til 6 pts. for Kenneth og AC S.M.Ø.L.F i form af to fieldgoals. De sørgende på kirkegården omme bagved banen priste sig lykkelige for, at Kenneths forsøg foregik i banens modsatte ende :-).

Halvleg bagude 0-1.
Her smuttede Højgaard hjem til sine fødselsdagsgæster - vi gratulerer og takker for den ene halvlegs hjælp.......

I anden halvleg skulle smølferne som altid forberede sig på, at komme dårligt ud på banen og overleve et tungt pres fra modstanderen. Dette "tunge" pres varede nøjagtigt 1½ minut i form af et enkelt halvfarligt angreb. Derefter sad hjemmeholdet på presset i stort set hele 2. halvleg, mens Harlev IK begyndte at spille mere kontrafodbold - hvilket de faktisk var ganske gode til. Den store overvægt i spil kunne smølferne desværre ikke få vendt til målgivende afslutninger. Alt for ofte løb angrebene ud i sandet eller endte i forkølede afslutninger, og Harlev var med deres kontraer mindst lige så tæt på 0-2, som hjemmeholdet var på en udligning. Harlev fik en mand udvist i 10 min ca. 20 min inde i anden halvleg. efter at være kommet alt for sent ind i en tackling begået mod dagens fighter, Bjælke. Det betød at hjemmeholdet ændrede formation fra 4-4-2 til en form for 3-4-3 opstilling i håbet om at presse udligningen hjem. De næste 5 min. foregik ALT spillet på modstanderens banehalvdel, og da endnu en Harlev spiller begik en ulovlig tackling bagfra imod Stoffer, lignede det en kommende belejring af harlevmålet.... lige indtil dommeren valgte at give Stoffer den samme straf som modstanderen, et gult kort, ene og alene af den grund, at Stoffer verbalt over for dommeren udviste sin store utilfredshed med den hasarderede tackling bagfra, som han netop havde modtaget. En tynd beslutning af manden i sort, som burde være mere forstående over for en spillers naturligt utilfredse reaktion efter at have modtaget en svinestreg. I stedet for en 11 mod 9 situation blev det kun til 5 minutter med 10 mod 9 og Harlev overlevede undertalsperioden, trods en kæmpechance til Mark ved bageste stolpe efter et godt indlæg fra Carlos. Smølf fortsatte med at presse på i deres 3-4-3. Det resulterede bla. i en chance til Vork, som dog sparkede forbi mål samt mange angreb med halve chancer. Uden en decideret bagestemand mere i den anden ende, kunne Harlev dog ikke holdes fra at få et par giftige 1 mod 1 situationer og en enkelt friløber. Krelle var på sin plads og stod en god sidste skanse i dag, så det lykkedes ikke modstanderen at udbygge sin føring. Desværre kom smølferne heller ikke tættere på målet, på en dag hvor vi godt kunne have brugt vores topscorer Gotte i front.....men han havde åbenbart valgt at tage til Herning for at se det evigt tabende hold GF tabe igen, i stedet for selv at spille. Bøzz!.

0-1 nederlaget blev en kendsgerning, og at spore på glædesbrølet fra Harlev spillerne, så var de svært tilfredse med en sejr i en kamp, som lige så godt kunne have udløst en pointdeling.

Ikke nok med at holdet måtte lide et samlet tab i dag. En spiller måtte desuden lide endnu et nederlag. Efter kampen blev der fra Stoffers side gjort opmærksom på, at undertegnede tilfældigvis havde 150 kamps jubilæum. Det blev naturligvis fejret med en halv dåseøl i håret og ned af nakken. Fantastisk! Jeg undrer mig så blot over, hvordan Stoffer kunne glemme sit eget 150 kamps jubilæum mod AC Thomastis for knap tre uger siden. Vi andre må vist også til at holde lidt mere styr på tallene :-)

/2-meter

Kampfakta: AC Smølf - Harlev IK