Søndag den 14. september 2008 skulle smølferne forsøge at bevare deres status som ubesejret i efterårets turnering. Scenen var Skovbakkens baner ved Vejlby-Risskov hallen, hvor mange smølfers har lidt en hård skæbne – inklusiv undertegnede. På positivsiden kan anføres, at der altid er blevet scoret mange mål, når Skovbakkens udvalgte har dystet mod de blå herrer fra Rosenvangskolen. Det var heller ingen undtagelse på denne flotte efterårsdag, men til forskel fra tidligere kampe, var målscoren denne gang temmelig ensidig. Det var nok de færreste der blevet overrasket over dette udfald, idet vi på papiret var oppe mod en klart svagere modstander, hvilket også blev bekræftet efter ca. 12 sekunders spil. Traditionen tro havde smølferne ellers valgt at gøre det svært for sig selv ved at stille med en fire-back kæde, der var så alkoholpåvirket, at den ikke lod spritterne på Klostertorv noget efter.

Det lykkedes imidlertid at få samlet 13 mand inden kick off, hvoraf sidste mand gjorde sin entre 10 min. inden kick off (og kun på telefonisk opfordring – tak til Dejbjerg). Kampen blev sat i gang og, som tidligere nævnt, gik der ikke mere end 12 sekunder før det stod klart, at vi var overlegne i alle kampens facetter – dog er BMI og alder undtaget herfra. Kampen bar dog i starten præg af, at det opspil, der skulle iværksættes fra den bagerste kæde led under, at ingen i fire-back kæden kunne fokusere, hvorfor kvaliteten af afleveringerne var tilsvarende ringe. Der skulle gå hele 35 min. før Toft fik omsat et straffespark til en føring, inden jeg 9 minutter senere gjorde det til 2 – 0 (på et lop!!) efter at være blevet spillet fri af Bette-Christian (alias Christian Kjær). Herefter slog smølferne over på cruise control, og de gamle mænd fra Skovbakken (3) blev reduceret til statister, og det tætteste de kom på en scoring var et selvmål efter 49 min., som havde undertegnede som ophavsmand, idet jeg havde haft en afslutning på overliggeren, der efterfølgende ramte en af Skovbakkens knap så adrætte spillere og gik i mål. Efter en times spil kom målet til 4 – 0 og dette var igen signeret af undertegnede efter en retur fra et hjørnespark, mens målet til 5 – 0 blev sat ind med hovedet af Diff i det 80. min efter et hjørnespark (onde tunger påstår, at den var gået ind af sig selv!!) fra Stoffer, og kampens sidste scoring blev sparket ind af Stoffer 1 min. før tid, og igen var det Bette-Christian (alias Christian Kjær), der var i oplæggerens rolle.

Alt i alt en nem dag på kontoret med de sædvanlige afbrændere fra Stoffer, undertegnede, Toft og Bjælke men det fik altså ingen konsekvenser. Det gjorde derimod det faktum, at man med Skovbakkens bedagede fire-back kæde fik associationer til en beostær, der kun har lært at sig "offside!". Dette kombineret med, at de var så langsomme, at en ordbogs definition af langsom fremstår som definitionen på hurtig gjorde, at flere af vores spillere blev dømt offside i situationer, der i langsom gengivelse ville have afsløret 10 meters onside, fordi dommeren med stor sandsynligvis ikke kunne begribe, at end ikke gamle mennesker kan være så langsomme.

Vork