21. September 2008

AC SMØLF vs FC Rangers

En smuk sensommerdag dannede ramme om topopgøret i serie 5 pulje 95, mellem AC-S.M.Ø.L.F og FC-Rangers (3). Forventningerne til kampen blandt smølferne var høje. Men allerede inden kampstart, blev smølfernes forsøg på at gå ubesejret igennem efteråret forsøgt spoleret. Først af Stoffer som helt uprofessionelt valgte at møde op til kamp med døds-tømmermænd, og dernæst af en manglende dommer. (Vi satser på at 2m får oplyst nyt telefonnummer til JBU snarest). Sidstnævnte hændelse resulterede i at dommeren til kampen blev en FC-Rangers spiller. Det afstedkom protester fra enkelte spillere, som ikke ville spille uden en rigtig dommer. Flertallet ønskede dog at afvikle kampen, og det blev resultatet. Smølferne var dog reelt to mand nede: Vork som ikke ønskede at deltage og Stoffer som ikke kunne deltage.

Kampen kom dog i gang og det viste sig hurtigt at FC-Rangers rent faktisk var et godt hold, som fra start lagde et godt pres på smølferne. De kom frem til mange afslutninger, men magtede kun at sende én inden for rammen. Og i den situation havde 2m taktisk klogt valgt at placere sig i boldens bane mod mål, og forhindrede på den måde at smølferne kom bagud. Herefter bølgede kamp lidt frem og tilbage. Smølferne viste dog mange eksempler på flot opspil, og efter 39 minutters spil gav det pote: 2m sendte Jeppe O. afsted i venstresiden, med en – for smølferne – usædvanlig lang og ikke mindst præcis aflevering. Jeppe O. fik lagt bolden ind over hvor den – efter lidt vel mange stationer – endte hos Jeppe A, som fik den sendt i mål til smølfeføring på 1-0. [Godt beskrevet, selv om det vist var Vestergaard med et indlæg fra højre side. red]
Kort tid efter blev Dif fældet i feltet og på det efterfølgende straffespark kunne Toft sikkert sende smølferne på vinderkurs med en 2-0 føring.

De gode takter forsatte i anden halvleg og, allerede efter 52 minutters spil kunne Vestergaard på oplæg fra Toft bringe smølferne foran 3-0. Herefter gik tempoet lidt af smølferne – det var klart at de fleste smølfer anså sejren som sikker. Det resulterede i et par fejl, men heldigvis formåede Rangers ikke at udnytte nogen af dem. Derimod kunne Toft i det 75. minut, på endnu et straffespark, øge føringen til 4-0. Og så var sejren hjemme, selvom Rangers kort tid efter fik reduceret. Slutningen af kampen bød også på et mere bizart syn: Stoffer sendte sig selv på banen, og formåede at hæve underholdningsværdien i kampen i betragtelig grad, med sit noget særprægede fodboldspil, hvis lige ikke er set siden FC-Zulu startede.
Men nu har vi i hvert fald en klar nomineret til Zulu-prisen i år.

Men alt i alt var det en super kamp hvor smølferne viste høj moral og spil af høj klasse på alle pladser.
En præstation som sikrede at AC-S.M.Ø.L.F. stadig er ubesejrede i turneringen.

Krelle.

Kampfakta: AC Smølf - FC Rangers