24. August 2010

Skovbakken vs. Smølf

Referat af kampen mod Skovbakken

Sted: Vejlby/Risskov Centret

Tid: 26-08-2010, kl. 18:30

Deltagere: Vork, Bjælke, Bette, Glenn, Stefan, Vestergren, Højgaard, Peter, Daniel, Krelle, Kenneth, Toft

Dommer præstation: Tjoo, vel egentlig godkendt…

Optakt: For første gang i mands minde har Smølferne begivet sig ud i at være med i mere end to turneringer i løbet af en sæson. Smølferne havde nemlig meldt sig til en serie 4-5-6 turnering, med den overbevisning, at vi havde en reel chance for at gå hen og vinde den. Jeg mener, hvor svært kan det være at tæve en flok serie 5 og 6 hold…?

Forløb: Grundet manglende tilmelding formåede Smølf ikke rigtig at sætte sig på kampen. Egentlig kom Smølferne ikke rigtig med i kampen på noget tidspunkt, da et stærkt kombinerende Skovbakkenhold udspillede Smølfernes midtbane gang på gang. Nu skal det ikke lyde som om, at det var midtbanens skyld, at Skovbakken spillede Smølf over ende; den var gal over hele linjen.

15. minut: Selvom det er Skovbakken, der har sat sig på begivenhedernes gang, så virker de også en smule overgearet. Dette udmønter sig i et gult kort, da en Skovbakken spiller går alt for hårdt ind i en takling på Peter. Efter 15. minutter, hvor Skovbakken har haft overtaget, kan Smølf nu få sat ro på spillet.

20. minut: Selvom det virker som om Smølferne har fået lidt mere ro på spillet, og får spillet bolden godt rundt, kommer Skovbakken alligevel til et indlæg, heldigvis et ganske ufarligt et af slagsen. Dog vakler Smølfernes defensiv i denne situation, og de ellers rutinerede herrer, Krelle og Vork, går galt af hinanden, og det der skulle have været et blødt hovedstød fra Vork tilbage til Krelle ender i stedet med at blive et blødt hovedstød i egne netmasker. Utrolig uheldigt, at Skovbakken skulle komme foran på sådan et lortemål!

34. minut: Måske er det manglende kampform, måske er det bare ren ukoncentration; faktum er, at Skovbakken, efter at have taget et hurtigt hjørnespark får oceaner af plads, som konsekvent bliver udnyttet til at skyde fra kanten af feltet og op i det fjerneste hjørne. Smølferne virker allerede opgivende! Det skal noteres i referatet, at Krelle, efter at have ladet vente på sig i lang tid, lavede en modificeret ”billen”. Det er skønt at se at den gamle keeper stadig har et par gode moves i sig endnu :)

37. minut: Skovbakken har været fuldtallig i et stykke tid, hvilket også kan ses på overtaget af spil og chancer i deres favør. For at bremse spillet en smule bliver der begået et professionelt frispark på midten af banen, og da Peter vil løbe tilbage i forsvaret bliver han brutalt skubbet omkuld af en overtændt Skovbakken spiller, som angiveligt mente, at Peter ville stå i vejen for, at han kunne tage et hurtigt frispark. Dette resulterede i et gult kort til både den overtændte Skovbakkenspiller og Peter, som var ganske uforstående over for kendelsen.

Pause: Resumé af første halvleg – Smølferne er på hælene… Dels på grund af den manglende kampform, dels fordi Skovbakken faktisk spiller god bold.

56. minut: Endnu engang kommer Skovbakken til et indlæg, denne gang fra Smølfernes venstre side. Hårdt og præcist ind i foden på en fremadstormende Skovbakkenspiller, og så står der 3-0.

87. minut: Det er tydeligt for enhver, at Smølferne bare skal have overstået denne kamp, og derved denne turnering, så det sidste mål er mere eller mindre ligegyldig, som også reflekteres i dette referat, da referenten ikke engang kan huske hvordan Skovbakken scorede målet.

/Christian

Kampfakta: Skovbakken IK - AC Smølf