11. September 2011

Christiansbjerg IF - AC S.M.Ø.L.F.

Søndag den 11. september. På denne historiske dato skulle topopgøret i pulje 153 mellem AC-SMØLF og CIF afgøres. CIF var på papiret en farlig modstander, men heldigvis havde indtil flere smølfer aftenen før været i byen for at forberede sig på opgøret, så vi forventede at give modstanderen kamp til stregen.

Det skulle dog hurtigt vise sig – højst overraskende – at tømmermænd ikke forbedrer smølfernes præstationer på banen. For at nævne navne kan især Dejbjerg fremhæves for en præstation der lå langt fra hans sædvanlige niveau.

Starten af kampen bød på et massivt CIF-pres, og allerede efter 4-5 minutters spil lykkes det CIF at bringe sig foran 1-0. Risikoen for en ordentlig afklapsning lurede i horisonten. Det skulle dog vise sig, at CIF ikke rigtig magtede hovedspillet særligt godt, og 10 minutter senere lykkedes det 2m at heade bolden over en fortvivlet målmand til udligning 1-1. Udligningen gav smølferne fornyede kræfter. Og troen på at det kunne lykkes at skabe et godt resultat kom langsomt tilbage. Efter en halv time lykkedes det dog CIF at udnytte en overtalssituation, (med baggrund i at Kamp havde fået et gult kort for en nødbremse) og med et heldigt lop, efter en CIF spiller først havde lavet et kæmpe hul i luften, gjorde de det til på 2-1.

2. halvleg bød på en del gule kort til begge sider for diverse forseelser. Mest aparte var nok 2 gule kort, der blev givet for at spille bolden væk ved modstandernes frispark eller indkast. Det var en fornøjelse at se, at denne regel for en gangs skyld blev håndhævet, selvom dommeren ikke magtede, at holde linjen hele kampen. Så mangler vi bare en dommer, der vil håndhæve 6 sekundersreglen og reglen om, at den samme spiller ikke kan få to henstillinger uden at det udløser et gult kort – og så er formanden glad!

Spillemæssigt bød halvlegen på chancer i begge ender. Der blev kæmpet flot fra smølfernes side for at udligne - helt til sidste fløjt. Desværre lykkes det ikke at få prikkes bolden over stregen, så smølferne måtte se sæsonens første nederlag i øjnene, og blev derved forvist til 2. pladsen i puljen.

Alt i alt en god fodboldkamp, med et dårligt resultat.