15. April 2012

Kampreferat, A.C. Smølf – Fuglebakken: 2 – 1

Smølferne lagde godt fra land i forårets turnering med 3 ufortjente point.
Kampens start var fra begge sider præget af vinter-teknik, misforståelser og fejlafleveringer. Men efter fem minutter var kampbilledet tydeligt: Fuglebakken var spilstyrende med de blå konstant halsende efter bolden.
Trods den megen boldbesiddelse var Fuglebakken utrolig uskarpe i de afgørende øjeblikke. Samtidig var smølfernes Krelle et sandt plankeværk på målet. Han bogstavelig talt strøede om sig med feber-, refleks- og tv-redninger.
Christian Kjær gjorde sig i en del situationer heldigt bemærket defensivt ved i målfarlige situationer at time sine indgreb i sidste øjeblik.
De skulle da også bruge et straffespark for at bringe sit på 0 – 1. Fuglebakkens frontløber havde løbet forbi vores bagerste og var fri til skud. Men Kampskard ville det anderledes og lavede derfor efter eget udsagn ”en smuk tackling bagfra.” Ikke noget at sige til den kendelse.
Fuglebakken prøvede sig efterfølgende med meget tålmodigt opspil fra de bagerste geledder. En disciplin som de ikke mestrede til fulde, da de ca. midtvejs i første halvleg forærede David bolden, som havde ligget på lur efter en skidt pasning. En kropsfinte, modsat om forsvarsspilleren og hårdt forbi den fremadstormende keeper. 1 – 1.
Fuglebakken blev ved med at kikse de afgørende situationer, og Krelle fortsatte storspillet i kassen.
Resten af halvlegen fortsatte efter samme mønster og vil bestemt ikke blive husket. Kønt var det ikke.

David, Bjælke og He-Man startede 2. halvleg med 15 minutter på bænken, hvorfra de kunne følge en miserabel periode for de blå. Flere giga-chancer og flere klasse-redninger af Krelle. Særligt én situation i forbindelse med et hjørne stak ud som et grotesk eksempel på ineffektivitet.
Kampskard gjorde således skaden fra straffesparket i første halvleg god igen ved i to omgange at få sparket bolden væk fra en Fuglebakken-spiller på selveste målstregen.
Fuglebakkens uskarphed skabte store frustrationer i deres mandskab. Samtidig havde Smølf dommeren med sig og halvvejs i 2. halvleg fik smølferne så det psykiske overtag, idét David – stik mod spil og chancer – kom forrest på et udspark fra keeperen, tog to luftdriblinger i retning af mål og halvvejs mellem midterlinjen og straffesparksfeltet flugtede smølferne hjem til stor triumf.
De tre point syntes indenfor rækkevidde, og smølferne stod i kampens slutfase faktisk temmelig godt organiseret og lykkedes endda i nogle situationer med at kombinere sig gennem Fuglebakken med kloge pasninger. Frustrationerne fortsatte med at dominere Fuglebakken, der i kampens sidste minutter havde flere store chancer, som Krelle igen klarede smukt, hvorfor han sammen med David da også fortjent blev valgt til både kampens fighter og spiller.
A.C. Smølf vandt altså yderst ufortjent 2-1, og når så dårligt spil kan give tre point, så tegner det rigtig lyst for forårssæsonen.

/David

Kampfakta: AC Smølf - Fuglebakken