Nok om det.

Det hele startede ellers med en solskinshistorie – nemlig historien om 15 smølfer, som havde meldt sig klar til kamp en tirsdag midt i oktober. Ja, du læste rigtigt! 15 smølfer! Til samme kamp! En nærmest utænkelig situation, som stod i skærende kontrast til de senere kampes 9-10-11 klarmeldinger. 15 friske smølfer – det måtte da gi’ pote. Og apropos pote så var muligheden for kattepoteblid bold så sandelig til stede, da kampen var flyttet til kunstgræsbanen ved Vejlby/Risskov Hallen – sandsynligvis det mest plane underlag smølferne til dato har spillet på (ikke at det siger så meget i serie 5).

Smølferne stillede op i den efterhånden vante 4-5-1 opstilling med henblik på at dominere den centrale midtbane. Det lykkedes dog ikke ligefrem at dominere i starten af kampen, og allerede efter 8 minutter kom smølferne bagud 0-1 efter et indledende Skovbakken-pres. Et gennembrud af undertegnede på højrekanten 2 minutter senere efter en følt dyb aflevering af Glenn resulterede dog i stillingsmæssig balance, da Gotfred med vanligt velfungerende boksspillerinstinkt kom først på det flade indlæg og følt vinklede bolden ind ved bagerste stolpe. 1-1.

Det var som om, at udligningen tippede kampen lidt over til smølferne, for Skovbakkens indledende pres blev nu afløst af en mere jævnbyrdig affære med chancer i begge ender af banen.

Efter 21 minutter var det så igen Gotfred, som kom først på en bold – denne gang efter et fladt (nogle vil sige halvkikset, andre vil sige indstuderet) hjørnespark fra mig. 2-1 til smølferne, og Skovbakkens spillere var tydeligvis ved at være frustrerede, da det ikke var første gang (ej heller sidste gang skulle det vise sig), at smølferne var farlige efter hjørnespark.

Smølferne sad mere og mere på kampen, som halvlegen skred frem, med den 3-mand tunge centrale midtbane som dirigenter, og 4-back kæden som kontante spilstoppere. Halvlegen forløb dog uden yderligere scoringer (og uden nævneværdige chancer i nogen af enderne, som jeg husker det).

Smølferne fortsatte presset i starten af anden halvleg, og efter 56 minutter smed Rix fra venstresiden et præcist indlæg lige i panden på mig (læs: ramte mig i hovedet). 3-1 til smølferne. Sikke en dag, 15 tilmeldinger, og nu et hovedstødsmål fra Højgaard – det kunne ikke gå galt. Husk på at vi kun havde brug for uafgjort for at sikre overlevelse i serie 5.

Men, men… når man flyver for tæt på solen, så smelter vingerne. I det 70. minut viste kombinationen af en uheldig personlig fejl midt på banen krydret med en del passivitet i smølfeforsvaret Skovbakken bagdøren ind i kampen igen. 3-2.

Reduceringen rystede tydeligvis de indtil da sejrssikre smølfer, og allerede 2 minutter senere gentog seancen sig. En fejlaflevering centralt på smølfernes banehalvdel resulterede i en Skovbakkenkontra, hvor forsvaret ikke kunne nå på plads. Og med sikker udnyttelse var en komfortabel 3-1 føring vendt til 3-3 på to minutter.

Så var der pludselig pres på igen. Det måtte ikke glippe! Men Skovbakken lugtede forståeligt nok nu for alvor blod, og de næste 10 minutter bød på kontraer imod begge mål – heriblandt havde 2-m vel nok kampens største chance med fuldstændig blank skudmulighed midt i Skovbakkens felt. Men lysten til at sende læderet af sted med 112% kraft resulterede i et overplaceret spark over mål.

I det 82. minut skete det, som ikke måtte ske: Skovbakken bragte sig foran 4-3. Desværre på den mest fesne måde man kan forestille sig. Et blødt halvkikset indlæg eller skud på mål (I don’t know) fra Skovbakkens højreside sad lige i hænderne på Krelle. Men i sin iver efter at gribe bolden og sætte spillet i gang igen, ja så havde Krelle åbenbart fået afinstalleret gribefunktionen i sine handsker, og bolden gled fint mellem hænderne og ind i mål.

Surt, surt – og nu var det op ad bakke. Men vi havde da i det mindste stadig 8 minutter + evt. tillægstid. Det viste sig dog snart, at tillægstiden var minus 4 minutter, da dommeren valgte at fløjte af efter 86 minutter (efter smølfernes kampur). Vi kan selvfølgelig kun gisne om, hvorvidt det var dommeren eller vores ur, der var gået galt i byen – men dommeren havde sagt efter 4-3 scoringen, at der var 8 minutter igen, og de fleste var vist enige om, at 8 minutter var gået usædvanligt hurtigt. Ikke desto mindre burde vi aldrig have bragt os selv i den situation, så uanset hvordan man vender og drejer den, så kan vi kun takke os selv for, at sidste rundes kamp imod ACFC skulle blive afgørende.

/Højgaard